Medicinrådet anbefaler Kapruvia mod moderat til svær uræmisk kløe ved kronisk nyresygdom
Medicinrådet anbefaler Kapruvia (difelikefalin) til moderat til svær uræmisk kløe (pruritus) i forbindelse med kronisk nyresygdom hos voksne i hæmodialyse. Uræmisk kløe er almindeligt for denne patientgruppe og påvirker patienternes livskvalitet negativt.
Medicinrådet vurderer, at difelikefalin har dokumenteret kløestillende effekt hos patienter med moderat til svær uræmisk kløe, som ikke har haft tilstrækkelig effekt af andre vanlige behandlingsmuligheder, skriver Medicinrådet. Derudover har difelikefalin få og milde bivirkninger.
Medicinrådet vurderer, at omkostningerne samlet set er acceptable i forhold til den dokumenterede effekt.
Hvis patienten efter tre måneders behandling ikke har opnået en klinisk relevant reduktion i kløe, bør behandlingen seponeres, slutter rådet.