Skip to main content

Redaktører af videnskabelige tidsskrifter bestikkes til at udgive fupforskning

Firmaer, der sælger fabrikerede videnskabelige artikler, såkaldte ’paper mills’, har udvidet deres taktikker til nu også at omfatte bestikkelse af redaktører for videnskabelige tidsskrifter, skriver Science og Retraction Watch. Også danske redaktører har oplevet at måtte trække falsk forskning fra en ’paper mill’ tilbage.

Science afdækker blandt andet, at en paper mill har overført enkeltstående beløb på op mod 20.000 amerikanske dollars til en redaktør for at sikre publikation af fabrikerede forskningsartikler.

I samarbejde med eksperter på området har Science-journalisten ligeledes fundet indikationer på, at i hvert fald 30 redaktører fra anerkendte tidsskrifter har samarbejdet med paper mills.

Nogle af disse formodentligt ’købte’ redaktører er faste medlemmer af redaktioner, mens andre har fungeret som gæsteredaktører for særudgaver af tidsskrifter, skriver Science og Retraction Watch, der har samarbejdet om at afdække fænomenet.

Vil du dele egne oplevelser med paper mills eller kendskab til bestikkelse og falsk forskning, så skriv gerne til Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.

Paper mills tjener deres penge ved, at forskere køber deres fabrikerede artikler, nu også med garanti for publicering, da de lyssky firmaer har betalte folk på redaktionsgangene. På den måde får forskeren mere forskning på CV’et, mens papirmøllen tjener penge.

50 redaktører på lønningslisten

Science-artiklen fremlægger dokumentation, der illustrerer, hvordan en person fra et kinesisk paper mill-firma, med det oversatte navn ’Olive Academic’, tilbyder større pengesummer til redaktører for at få artikler publiceret.

Her lover personen, der kalder sig ’Jack Ben’, de potentielle samarbejdspartnere betaling, når en forskningsartikel er accepteret til publicering og efterfølgende er online. Over 50 redaktører har allerede tilsluttet sig, skriver Jack Ben, mens han beviser ægtheden af sit tilbud ved at fremvise skærmbilleder af overførsler. Jack Ben har tilsyneladende forsøgt at anonymisere overførslerne, men flere af modtagernes navne fremgår delvist.

Da journalisten i første omgang kontakter Jack Ben over telefon for at få ham til at uddybe og bekræfte formålet med overførslerne, udtaler han (formentlig med den tro, at han talte med en tidsskriftsredaktør):

"Jeg har mange kunder [der] ønsker at udgive."

Han tilføjer så, at han har brug for partnere til at hjælpe med at få hans forskningsartikler i de videnskabelige tidsskrifter. 

"Første gang betaler vi sådan her: efter accept (af forskningsartiklen, red.), halvdelen, og efter forskningsartiklen er online, halvdelen," sagde Jack Ben til journalisten og bemærkede, at størrelsen af betalingen vil afhænge af tidsskriftets ranking.

Da Jack Ben indser, at han ikke taler med en tidsskriftsredaktør, beder han om at skifte til WhatsApp. Her benægter han så skriftligt at bestikke redaktører og hævder, at hans firma kun giver råd om publicering. De fleste af de belastende opslag på hans Facebook-profil forsvandt herefter, skriver Science.

Problemet er voksende

Ifølge tal fra Retraction Watch er problemet med fabrikeret forskning støt stigende. Siden 2009 er antallet af forskningsartikler, der trækkes tilbage på grund af en tvivlsom redaktør, manipulation med peer review-processen eller kollaboration med en paper mill, eksploderet – fra 0 til over 4.500 forskningsartikler i 2022.

I 2023 er antallet langt højere, og mere end 10.000 artikler er allerede trukket tilbage – og det er formentlig bare toppen af isbjerget. Alene forlaget Wiley, og datter-selskabet Hindawi, har trukket over 8.000 artikler tilbage på grund af kompromitteret peer review eller falsk forskning, der formentlig skyldes en paper mills indflydelse. På baggrund af den massive mængde af falsk forskning, udgivet af Hindawi, har Wiley nu besluttet at lukke datterselskabet.

Ligesådan er antallet af registrerede paper mill-firmaer støt stigende, og i Science-artiklen vurderer Matt Hodgkinson fra den uafhængige velgørenhedsorganisation UK Research Integrity Office, som arbejder for at sikre god forskningspraksis, at industrien med at producere falsk forskning, omsætter for mange millioner af dollars.

"Dette er organiserede kriminalitetsringe, der begår bedrageri i stor skala," udtaler han.

I Danmark kender man problemet

Også danske redaktører for internationale tidsskrifter har stiftet bekendtskab med paper mill-problemet.

Da den nu pensionerede professor i klinisk farmakologi ved Syddansk Universitet, Kim Brøsen, var chefredaktør for det videnskabelige tidsskrift Basic Clinical Pharmacology and Toxicology (BCPT), oplevede han at blive kontaktet af sit forlag, Wiley, vedrørende en falsk artikel.

Til Medicinsk Tidsskrift fortæller han:

”Jeg fik en mail fra vores forlag, Wiley, angående en artikel publiceret i BCPT, der var blevet omtalt i en journalistisk artikel vedrørende Chinese papermills. Det var et fænomen, jeg aldrig havde hørt om på det tidspunkt.”

”Hvordan journalisten, der ikke var fagperson, havde fået mistanken om artiklen, erindrer jeg ikke, men jeg undersøgte artiklen igen. Jeg havde selv været redaktør på den, og den var blevet fagfællebedømt af to velmeriterede udenlandske forskere. Den ene havde rejst en lille advarselslampe, men ikke så tydeligt, at jeg fattede mistanke, den anden havde ikke observeret noget usædvanligt.”

”Da jeg fortalte dem om mistanken kunne de begge se, at der var fusket med den teknik, der kaldes Western blot, og det var også tydeligt for flere af mine assisterende redaktører, som har praktisk erfaring med teknikken. Da jeg henvendte mig til forfatteren, troede han, at jeg repræsenterede det fupfirma, der havde fabrikeret artiklen mod betaling, og da han fandt ud af, at det var redaktøren fra tidsskriftet, der havde kontaktet ham, havde han ikke noget overbevisende forsvar.”

Kim Brøsen inddrog sine daværende sous-chefer, der i dag er chefredaktører, og de besluttede sig for at tilbagetrække forskningen.

”Vi endte med at trække artiklen tilbage. Senere ansatte vi en håndfuld kinesiske redaktører i et forsøg på at få en bedre fornemmelse for, hvad der rører sig i det mægtige land, som er godt på vej til at blive en videnskabelig supermagt.”

Ifølge Retraction Watch er fænomenet med paper mills udbredt geografisk set og ikke kun lokaliseret til Kina, men de findes især i Asien og Mellemøsten og Sydamerika. Deres kunder er dog at finde over hele verden.