Sundhedsøkonomer bekymrede: Sundhedsreform kan blive umulig

Væksten i sundhedsudgifter er ikke steget fra 2019 til 2024, har professor emeritus, sundhedsøkonom Jes Søgaard opgjort. Med 23 procent flere ældre i samme periode er det for ham at se et åbent spørgsmål, om man overhovedet kan etablere en sundhedsreform under et pres af den kaliber.

Jes Søgaard er bekymret for sundhedsreformen, da han ikke oplever, der bliver tilført tilstrækkelige midler til sundhedsvæsnet.

Han har for Medicinsk Tidsskrift lavet statistiske udtræk og kigget på udviklingen af sundhedsvæsenets udgifter fra 2010 til 2024. Væksten i sundhedsvæsenets udgifter er meget lille, fremgår det af tallene:

4,5 procent for hele perioden (2010-2024) og 0 procent for 2024 i forhold til 2019 – og det i en periode, hvor der er kommet 227.655 flere 75+ årige (59 procent flere) i 2024 i forhold til 2010, og 116.948 flere 75+ årige (23 procen flere) i forhold til 2019.

”Kapaciteten i hele sundhedsvæsenet, hospitaler, almen praksis og ældreplejen er simpelthen under så stort pres, at alle aktører bides om ressourcerne,” siger Jes Søgaard om tallene.

Alle er så pressede, at det næsten kun kan gå galt, vurderer sundhedsøkonomen fra Syddansk Universitet.

”Spørgsmålet er, om vi overhovedet kan få implementeret en ambitiøs og rigtig sundhedsreform under dette urimelige kapacitetspres i hele sundhedsvæsenet,” siger Jes Søgaard.

Sundhedsreformen ønsker at ændre kursen for sundhedsvæsenet via øget geografisk lighed, øget nærhed og mere sammenhængende patientforløb. 

Medicinsk Tidsskrift: Er det pres, du peger på her, ikke netop grunden til, at det er et godt tidspunkt at søsætte en reform?

”Men sundhedsreformen skaber jo ikke ressourcer af sig selv, de skal findes via effektiviseringer. Bag sundhedsreformen ligger en implicit antagelse om, at hvis man kan flytte eksempelvis en række ambulante behandlinger fra sygehus til praksis, så opnår man besparelser. Men først skal den antagelse bekræftes og for det andet skal omstillingen finansieres. Vi har stadig til gode at se, om det faktisk bliver tilfældet. I andre lande sker flere behandlinger uden for sygehusene og de har bestemt ikke lavere sundhedsudgifter af den grund.”   

For Jes Søgaard viser tallene, at regeringen ikke lever op til flere gange afgivne løfter om at kompensere for den demografiske udvikling, hvor der bliver flere og flere ældre.

”Tallene viser efter min mening, at det ikke hænger sammen, når politikere siger, at der er råd til både klima, forsvar, sundhed og skattelettelser. Sundhedsvæsenet er blevet nedprioriteret, fordi man har holdt væksten i udgifterne i ro, selv om der hele tiden kommer flere ældre. Og det ser ud til at fortsætte.”

Regeringen og Danske Regioner har ellers indgået en aftale om, hvad de kalder et ”markant” løft af regionernes økonomi for 2026. Med aftalen hæves regionernes driftsrammer med 2,3 milliarder kroner, og derudover er der særskilte investeringer forbundet med sundhedsreformen, 10-års plan for psykiatrien og Kræftplan V.

Det gør dog ikke Jes Søgaard mindre bekymret. De 2,3 milliarder kroner svarer kun til en stigning på knap 1,6 procent i regionernes samlede sundhedsdriftsbudgetter. I 2025 udgjorde driftsbudgettet på tværs af de fem regioner til sundhedsopgaver i alt 144 milliarder kroner.

”Befolkningen vil vokse fra 2025 til 2026 vel med godt 30.000 indbyggere, hvoraf cirka halvdelen vil være over 75 år. Medicinudgifter på både regionalt tilskud til apoteksmedicin og sygehusenes udgifter til hospitalsmedicin kan vokse, og vi ved ikke hvor meget,” siger Jes Søgaard.

Når man kigger på regionernes driftsbudgetter inden for sundhed i 2023 (129 milliarder, eller 138 milliarder i 2025-priser), 2024 (136 milliarder, eller 141 milliarder i 2025-priser) og 2025 (144 milliarder) er det tydeligt, at der årligt sker en forøgelse i budgettet, som ligger over det løft på 2,3 milliarder kroner, der er lavet i maj måned i år, pointerer han.

Lars Ehlers er direktør hos Nordic Institute of Health Economics og tidligere sundhedsøkonomisk professor.

Han er enig med Jes Søgaard og ser en ”betydelig risiko” for, at der ikke er tilført tilstrækkelige midler til sundhedsreformen.

”Selv om intentionerne i reformen er gode, så kræver det ressourcer, mennesker og tid,” skriver direktøren i en mail til Medicinsk Tidsskrift.

Lars Ehlers påpeger også, at kapacitetsproblemer kan slå uens ud.

”Spørgsmålet bliver, om reformen realistisk set kan løfte de svageste områder med meget lav lægedækning og store sundhedsudfordringer, eller om de blot vil fortsætte med at halte bagefter. Investeringer og kapacitetsløft bør være målrettet, hvor behovet er størst. Det er ikke nok med jævnt fordelt løft, hvis nogle regioner eller kommuner allerede er langt bagud,” vurderer Lars Ehlers.  

Medicinsk Tidsskrift har sendt Indenrigs- og Sundhedsministeriet en række spørgsmål baseret på Jes Søgaards kritik og bekymringer, men ministeriet har endnu ikke svaret.  

PLO-fortælling holder ikke stik 

Jes Søgaard er kritisk over for regeringens prioriteringer af sundhedsvæsenet. Men han har også indvendinger over for en af de parter i sundhedsvæsenet, der er central i denne fase af sundhedsreformen.

Det skurrer nemlig i ørerne på Jes Søgaard, når PLO ofte taler om, regionerne kun kerer sig om hospitalerne.

PLO-formand Jørgen Skadborg har eksempelvis i 2024 talt om en nedprioritering af almen praksis i forbindelse med studier af udbrændthed blandt praksislæger. Også Kommunernes Landsforening udbreder en fortælling om, at der ikke bliver investeret i det nære sundhedsvæsen, har Jes Søgaard tidligere skrevet i Sundhedsmonitor. 

Regionerne har mest øje for deres hospitaler og behandler praksis-sektoren stedmoderligt, er fortællingen, han ofte hører. Men professoren påpeger, at regionerne faktisk hidtil har fordelt sol og vind lige mellem hospitaler og det nære sundhedsvæsen.

Han har for Medicinsk Tidsskrift gennemgået udviklingen i offentlige udgifter per borger i faste 2024-priser; fra 2010 til 2024 og både inden for hospitals- og praksissektor. Udgifterne til almen praksis og til hospitaler i 2024 beløb sig til omkring 2.000 kroner per borger for hver sektor, fra 2013 til 2018 lå udgiftsniveauet for almen praksis til gengæld et stykke under udgiftsniveauet på hospitalerne.

 ”Udviklingen er helt den samme, så der er blevet investeret lige så meget i praksis-sektoren, som der er i hospitalerne,” siger Jes Søgaard ud fra tallene.

Ifølge professorens udregninger er udgifter eller investeringer i almen praksis i perioden 2010 til 2024 relativt højere end til hospitalerne. ”Ikke meget, men lidt,” siger han. Han medgiver, at der ikke er kommet tilstrækkeligt nye praktiserende læger til i det omfang, som skiftende regeringer har lagt op til, og som PLO har efterlyst, men pengene er i stedet blevet brugt på praksis-personale, vurderer sundhedsøkonomen.