Dansk studie: SGLT2-hæmmere beskytter nyrerne bedre end GLP-1-analoger ved type 2-diabetes

Behandling med SGLT2-hæmmere er forbundet med lavere risiko for kronisk nyresygdom og færre tilfælde af akut nyreskade end GLP-1-receptoragonister hos patienter med type 2-diabetes, især hos patienter uden kendt nyresygdom.

Det viser et nyt studie, publiceret i JAMA Internal Medicine, som direkte sammenligner nyreudfald hos patienter med type 2-diabetes, der starter behandling med enten en SGLT2-hæmmer eller en GLP-1-receptoragonist.

Studiet er et landsdækkende dansk, observationelt komparativt effektstudie med target trial-emulering baseret på registerdata. Forskerne inkluderede i alt 55.061 personer med metforminbehandlet type 2-diabetes, hvoraf 36.279 initierede behandling med en SGLT2-hæmmer og 18.782 med en GLP-1-receptoragonist i perioden fra januar 2014 til november 2020. Opfølgningen strakte sig frem til oktober 2024.

De to co-primære endepunkter var kronisk nyresygdom og akut nyreskade. Kronisk nyresygdom var defineret som enten et fald i eGFR på mindst 40 procent, svær albuminuri eller nyresvigt. Akut nyreskade blev analyseret som gentagne hændelser og opgjort som kumulative hændelser per individ. Effekterne blev opgjort efter intention-to-treat-princippet, hvor patienterne blev vægtet efter sandsynligheden for at have fået den behandling, de faktisk modtog, for at gøre grupperne sammenlignelige. Risikoen for kronisk nyresygdom blev herefter beregnet med en metode, der tager højde for konkurrerende hændelser.

Efter fem års opfølgning var den vægtede risiko for kronisk nyresygdom 6,7 procent blandt patienter, der initierede behandling med SGLT2-hæmmer, mod 8,2 procent blandt patienter, der startede på behandling med GLP-1-receptoragonist. Det svarer til en relativ risikoreduktion på 19 procent (RR 0,81; 95 procent CI 0,76–0,87) og en absolut risikoreduktion på 1,5 procentpoint.

Også risikoen for akut nyreskade var lavere i SGLT2-gruppen. Den femårige kumulative hændelsesrate for akut nyreskade var 25,2 hændelser per 100 personer ved SGLT2-hæmmer mod 28,7 hændelser per 100 personer ved GLP-1-receptoragonist. Det svarer til en relativ reduktion på 12 procent (MCC-ratio 0,88; 95 procent CI 0,83–0,93) og en absolut forskel på 3,5 hændelser per 100 personer.

Resultaterne var konsistente på tværs af undergrupper, herunder stratificering efter eksisterende kardiovaskulær sygdom og kendt nyresygdom. Effekten var dog mest udtalt blandt patienter uden forudgående nyresygdom, hvor både risikoen for kronisk nyresygdom og forekomsten af akut nyreskade var markant lavere ved initiering af SGLT2-hæmmer.

For de sekundære endepunkter viste analysen et lidt andet mønster. Forekomsten af albuminuri og den samlede mortalitet var svagt reduceret blandt patienter, der initierede behandling med GLP-1-receptoragonist sammenlignet med SGLT2-hæmmer, mens der ikke var rapporteret væsentlige forskelle i øvrige komponenter af det sammensatte nyreendepunkt.

Ifølge forfatterne udfylder studiet et væsentligt videnshul, da der ikke tidligere har været randomiserede studier, som direkte sammenligner SGLT2-hæmmere og GLP-1-receptoragonister med fokus på både akutte og kroniske nyreudfald. De nye data peger på, at valg af SGLT2-hæmmer som tillægsbehandling til metformin kan have særlig betydning for primær forebyggelse af nyresygdom hos patienter med type 2-diabetes.