Skip to main content


”Nogle patienter får bivirkninger som for eksempel for lavt blodtryk eller forhøjet kalium. Desuden dækker tallene over små grupper af patienter, så det kan være svært at drage konklusioner,” siger Gitte Rye Hinrichs.

OUH igangsætter audit efter lav brug af RAS-blokade

Der er geografiske forskelle i brugen af RAS-blokade og forekomsten af anæmi blandt patienter med kronisk nyresygdom, viser ny CKD-database. På OUH ligger behandlingsandelen et stykke under landsgennemsnittet, mens anæmiandelen ligger over. Afdelingen vil nu gennemføre en intern audit.

Odense Universitetshospital vil undersøge, hvorfor færre af hospitalets patienter med kronisk nyresygdom og albuminuri/proteinuri indløser recepter på RAS-blokade end på landsplan.

Det fremgår af årsrapport 2025 fra Dansk Nefrologisk Selskabs Landsregister (DNSL), der for første gang præsenterer fire foreslåede kvalitetsindikatorer for patienter med kronisk nyresygdom uden dialyse eller nyretransplantation.

På OUH har 63 procent af patienterne i opgørelsen indløst en recept på RAS-blokade inden for 12 måneder mod 73 procent på landsplan.

”Det undrer os at OUH kun ligger på 63%.”

Sådan skriver OUH i sin kommentar til årsrapporten. Hospitalet oplyser, at indikatoren bliver et fokuspunkt, og at tidligere patientforløb skal gennemgås ved en intern audit.

Forskelle inden for samme region

På regionsniveau varierer andelen fra 68 procent i Region Syddanmark til 78 procent i Region Midtjylland. Forskellene er også tydelige mellem afdelingerne i Region Syddanmark: I Kolding har 80 procent indløst en recept, mens andelen er 63 procent i Odense og 59 procent i Esbjerg.

RAS-blokade med en ACE-hæmmer eller angiotensin II-receptorblokker kan reducere risikoen for progression af kronisk nyresygdom. Rapportens forfattere vurderer en behandlingsandel over 70-75 procent som umiddelbart tilfredsstillende, men understreger, at kontraindikationer og bivirkninger kan begrænse behandlingen.

Ifølge Gitte Rye Hinrichs, cheflæge på Nyremedicinsk Afdeling på OUH, kan der være flere forklaringer på, at patienterne ikke får behandlingen.

”Nogle patienter får bivirkninger som for eksempel for lavt blodtryk eller forhøjet kalium. Desuden dækker tallene over små grupper af patienter, så det kan være svært at drage konklusioner,” siger hun.

På OUH bygger opgørelsen på 93 patienter, hvoraf 59 har indløst en recept. I Esbjerg drejer det sig om 42 af 71 patienter.

OUH peger også på anæmi

OUH skiller sig samtidig ud i opgørelsen af anæmi. Her opfylder 16 procent af patienterne indikatorens kriterium for svær anæmi mod 7 procent på landsplan. Hospitalet betegner selv resultatet som ”en uønsket høj andel med anæmi”.

Indikatoren omfatter patienter med eGFR under 30 ml/min/1,73 m² og måler forekomsten af Hb ≤6,3 mmol/l 12-18 måneder efter inklusion i CKD-populationen.

På OUH drejer det sig om 11 af 68 patienter. I Esbjerg er andelen 18 procent, mens den er 7 procent i Kolding og 5 procent i Sønderjylland. På regionsniveau er andelen 12 procent i Region Syddanmark mod 6 procent i Region Sjælland.

”Det at have lav blodprocent (anæmi, red.) kan skyldes kronisk nyresygdom, men det kan også skyldes mange andre ting. For eksempel vitaminmangel, inflammation eller en kræftsygdom,” forklarer Gitte Rye Hinrichs.

Rapportens forfattere efterlyser derfor supplerende analyser af alternative anæmiårsager og behandlingsindikationer, før indikatoren implementeres.

Journaler skal belyse årsagerne

De foreløbige opgørelser kan ikke alene afgøre, hvor meget af variationen der skyldes forskelle i behandling, patientsammensætning eller registrering.

Usikkerheden er betydelig i nogle af de mindre patientgrupper. For anæmiandelen på OUH er 95-procentskonfidensintervallet eksempelvis 8-27 procent, mens det i Sønderjylland er 1-18 procent.

På OUH skal den planlagte interne audit nu undersøge, hvorfor nogle patienter ikke får RAS-blokade. Afdelingen vil gennemgå journaler for at afklare årsagerne bag det lave behandlingstal.

Data kan forbedre behandling

Mads Hornum, der er formand for Dansk Nefrologisk Selskabs Landsregister, forventer, at CKD-databasen på sigt vil blive et redskab til at forbedre behandlingen af patienter med kronisk nyresygdom.

”Vi kan bruge de første resultater fra CKD-databasen til at få øje på forskelle mellem afdelinger og regioner, som vi skal reagere på. Desuden skal vi bruge de nye data til at lave forskning, så vi kan komme med forslag til, hvordan vi kan forbedre behandlingen af kronisk nyresygdom,” siger Mads Hornum, der også er formand for Dansk Nefrologisk Selskab.

Databasen giver samtidig kun indblik i en begrænset del af den samlede CKD-population. Den omfatter patienter med kronisk nyresygdom, som er tilknyttet de nefrologiske afdelinger, og som hverken er i dialyse eller er nyretransplanterede. Langt hovedparten af patienterne med kronisk nyresygdom følges imidlertid i almen praksis og nogle på andre hospitalsafdelinger.

”Hvis vi skal nå helt i mål med at opnå viden om folk med nedsat nyrefunktion, skal vi også have tal fra almen praksis. Det er vi ikke lykkedes med endnu,” siger Mads Hornum.

Han håber, at databasen med tiden kan udvides til at omfatte alle danske patienter med kronisk nyresygdom. En yderligere udfordring er de patienter, som endnu ikke har fået sygdommen diagnosticeret og derfor heller ikke bliver identificeret med henblik på behandling.

”Vi har også en blind plet over for de patienter, som går i almen praksis og ikke ved, at de har kronisk nyresygdom. Det er patienter, som vi har en behandling til, men som ikke bliver fundet. Og det mørketal er en stor udfordring, som vi skal have fundet en løsning på sammen med almen praksis,” siger Mads Hornum.