Peter Rossing: Supervigtigt studie kan få stor betydning for behandling af kronisk nyresygdom og type 1-diabetes

Mere end 30 år er gået uden behandlingsfremskridt inden for type 1-diabetes og kronisk nyresygdom. Nu viser FINE-ONE-studiet, at Kerendia (finerenon) beskytter nyrerne hos personer med type 1-diabetes. Forhåbentlig kan det blive starten på flere behandlingsfremskridt på området, siger professor Peter Rossing.

FINE-ONE, som netop er blevet publiceret i New England Journal of Medicine, kan blive starten på en ny udvikling, hvor personer med kronisk nyresygdom og type 1-diabetes kan få gavn af de fremskridt, der allerede er sket inden for den medicinske behandling af kronisk nyresygdom og type 2-diabetes, vurderer Peter Rossing, overlæge og professor på Steno Diabetes Center Copenhagen og Københavns Universitet.

”Dette studie er supervigtigt. Forhåbentlig får vi med finerenon nu en ny behandling, som vi kan tilbyde ved type 1-diabetes og kronisk nyresygdom. Der har ikke været fremskridt inden for behandlingen af kronisk nyresygdom og type 1-diabetes siden 1993. Så det vil få stor betydning for patienterne,” siger Peter Rossing, der er medforfatter til studiet.

”Vi har måske haft en tendens til at fokusere på følgesygdommene ved type 2-diabetes frem for type 1-diabetes. Men rent faktisk vil en gennemsnitlig person på 50 år med type 1-diabetes være mere belastet af følgesygdomme end en person med type 2-diabetes.”

Markant fald i albuminuri

I studiet af finerenon, der kaldes for FINE-ONE, har forskerne inkluderet 242 voksne – blandt andet fra Danmark – med type 1-diabetes og kronisk nyresygdom. Alle deltagerne havde eGFR mellem 25 og 90 ml/min/1,73 m2 og albuminuri mellem 200 og 5000 mg/g. Over seks måneder blev halvdelen randomiseret til behandling med 10-20 mg finerenon per dag, og den anden halvdel fik placebo. Det primære endepunkt for studiet var den relative ændring i albuminuri over de seks måneder.

Resultaterne viste, at niveauet af albuminuri gennemsnitligt faldt med 34 procent i finerenon-gruppen og 12 procent i placebo-gruppen. Det svarer til, at faldet i finerenon-gruppen var 25 procent større end i placebogruppen efter seks måneder.

”Vi var ikke overraskede over at se et fald i albuminuri-gruppen. I de to store finerenon-studier af type 2-diabetes og kronisk nyresygdom (FIGARO- og FIDELIO-studierne, red.) var faldet i albuminuri i finerenon-gruppen cirka 30 procent,” siger Peter Rossing.

Den mest hyppige bivirkning var hyperkaliæmi, som blev konstateret hos 10,1 procent i finerenon-gruppen og 3,3 procent i placebogruppen. Påvirkning af nyrefunktionen målt som eGFR var ikke studiets primære endepunkt, men blev også målt: Efter seks måneder havde deltagerne i finerenon-gruppen et fald på 5 ml/min/1,73 m2, og i placebogruppen sås et fald på 2,1 ml/min/1,73 m2 – en difference på 2,9 ml/min/1,73 m2. Disse tal rettede sig dog i studiets opfølgningsperiode.

Et hyppigt problem

Ifølge studiets forfattere har 27,1 procent af den amerikanske befolkning med type 1-diabetes også kronisk nyresygdom, og generelt stiger forekomsten med alderen, så amerikanere over 50 år har 50 procents risiko for at udvikle kronisk nyresygdom.

I forbindelse med studiet er der også blevet lavet en dansk opgørelse over kronisk nyresygdom og type 1-diabetes, som viste, at 20 til 30 procent af personer med type 1-diabetes vil udvikle kronisk nyresygdom. I Danmark har cirka 30.000 personer type 1-diabetes, så i runde tal vil 5-10.000 personer være kandidater til behandling for kronisk nyresygdom. 

Næste skridt bliver nu, om finerenon kan blive godkendt til indikationen kronisk nyresygdom og type 1-diabetes og derefter indarbejdet i de kliniske retningslinjer på området. Firmaet bag finerenon (Bayer) har allerede søgt den amerikanske lægemiddelmyndighed FDA om godkendelse.

”FINE-ONE er ikke et stort studie, da det kun har lidt over 200 deltagere. Men det er designet efter, at man på relativt kort tid skal kunne rekruttere patienter og vise en effekt på kronisk nyresygdom og type 1-diabetes, som man kan søge godkendelse på. Det kan man ved at bruge et endepunkt som albuminuri, hvorimod ændringer i eGFR først viser sig over længere tid,” siger Peter Rossing.

”Samtidig har vi i forvejen gode data fra FIGARO og FIDELIO-studierne om effekten af finerenon på type 2-diabetes og kronisk nyresygdom, som kan bruges til sammenligning. Derfor håber vi, at der ikke går så lang tid, før der kommer en godkendelse, så patienter med kronisk nyresygdom og type 1-diabetes kan få gavn af finerenon.”

Ny tid er på vej

Udviklingen inden for behandlingen af type 1-diabetes og kronisk nyresygdom er som tidligere beskrevet gået meget langsomt i de seneste årtier, og ikke siden 1993 er der blevet godkendt et nyt lægemiddel på området. Det var ACE-hæmmeren Captopril, og siden da er der kun blevet gjort nogle få mislykkede forsøg på at finde nye behandlinger. Derfor indvarsler FINE-ONE studiet også en ny tid, hvor de medicinske landvindinger inden for type 2-diabetes måske kan komme personer med type 1-diabetes til gode.

”Der er allerede flere studier i gang, hvor de nye lægemidler afprøves til type 1-diabetes. I Steno1-studiet rekrutterer vi patienter med type 1-diabetes, som har høj risiko for hjerte-kar-sygdom og nyresygdom. Her afprøver vi i den intensive behandlingsgruppe tre af de nye lægemidler, som er en GLP1-RA, finerenon og sotagliflozin (en SGLT-1/2-hæmmer, red.),” siger Peter Rossing.

Han mener, at de medicinske fremskridt inden for diabetesområdet først og fremmest er tilfaldet personerne med type 2-diabetes, fordi det er en meget større gruppe end personerne med type 1-diabetes.

”Måske har man også været bekymret for metaboliske problemer forbundet med type 1-diabetes såsom ketoacidose, der kan opstå ved SGLT2-hæmmere og GLP1-RA’er. Tidligere studier har vist en begrænset effekt af SGLT2-hæmmere og GLP1-RA’er på blodsukkeret ved type 1-diabetes, som ikke kunne opveje risikoen for ketoacidose. Nu undersøger vi og andre, om disse lægemidler har en effekt på følgesygdomme til type 1-diabetes som hjerte-kar-sygdom og nyresygdom. Og her vil man måske godt kunne acceptere en lidt forhøjet risiko for ketoacidose, hvis man til gengæld får et markant fald i risikoen for følgesygdommene.”