Skip to main content


Nyt alternativ til EPO-behandling for nyrepatienter

Medicinrådet har anbefalet lægemidlet Vafseo (vadadustat) til behandling af blodmangel hos kroniske dialysepatienter.

Om nogle måneder kan landets nefrologer se frem til at kunne behandle patienter i kronisk dialyse med det nye lægemiddel Vafseo (vadadustat). Medicinrådet besluttede på sit møde 26. februar at anbefale præparatet til behandling af symptomatisk anæmi (blodmangel) hos voksne patienter, der har været i dialyse i mere end tre måneder.

Medicinrådet vurderer, at effekt og bivirkninger af vadadustat overordnet set er sammenlignelige med effekt og bivirkninger ved behandling med erythropoiesis-stimulating agents (ESA), som er den nuværende dansk standardbehandling. Denne behandling virker på samme måde som det naturligt forekommende EPO. Begge behandlinger kan forbedre patienternes hæmoglobinniveau, men EPO-behandlingerne skal gives som en indsprøjtning, mens vadadustat er en tabletbehandling.

Omkostningerne ved behandling med vadadustat er ikke betydeligt højere end ved behandling med ESA, hvorfor Medicinrådet har vurderet, at omkostningerne samlet set er rimelige i forhold til effekten.

Vadadustat godt til udvalgte patienter

Bjarne Ørskov, der er ledende nefrolog på Medicinsk Afdeling på Sjællands Universitetshospital Roskilde, ser frem til at kunne anvende vadadustat:

”Vi er glade for, at der kommer nye præparater til vores sortiment inden for nefrologien. Og jeg forventer, at vi - hvis priserne er konkurrencedygtige – vil anvende Vadadustat til udvalgte patienter på afdelingen,” siger han.

Vadadustat tilhører de såkaldte HIF-PHI (Hypoxia-Inducible Factor - Prolyl Hydroxylase Inhibitors), som stimulerer kroppen egen produktion af EPO og øger tilgængeligheden af jern i blodet. Inden for denne gruppe har landets nefrologiske afdelinger indtil nu alene haft mulighed for at udskrive Evrenzo (Roxadustat).

”Førstevalg til vores nyrepatienter er fortsat Aranesp (EPO, som er et ESA-præparat, red.), men vi anvender i dag HIF-PHI til de patienter, som ikke selv kan injicere sig med EPO-sprøjterne og som dermed er afhængige af hjemmesygeplejerske eller egen læge til denne behandling. Her kan et tabletalternativ være en god løsning for patienterne og også ressourcebesparende for sundhedsvæsenet,” siger Bjarne Ørskov.  

Selv om vadadustat nu er anbefalet af Medicinrådet, vil virksomheden først kunne levere lægemidlet i slutningen af juni 2025.