Skip to main content

Tolvaptan forbundet med lavere dødelighed blandt ADPKD-patienter

Skrevet af Signe Juul Kraft den . Skrevet i Sygdomme.

Behandling med tolvaptan er forbundet med en lavere risiko for venøs tromboemboli (VTE) og dødelighed blandt patienter med autosomal dominant polycystisk nyresygdom (ADPKD). Det viser et retrospektivt kohortestudie.

VTE er i stigende grad blevet rapporteret ved ADPKD, men mekanismerne bag sammenhængen er ukendt. I det nye studie, som er publiceret i Nephrology, har en forskergruppe undersøgt, hvorvidt behandling med vasopressin V2-receptor antagonisten tolvaptan påvirker risikoen for VTE hos mennesker med ADPKD.  

Deltagerne i studiet blev inkluderet ved hjælp af TriNetX Global Collaborative Network, inklusive voksne med ADPKD. Patienter med arvelig trombofili eller protrombin G20210A-mutation blev ekskluderet. Propensity score matching (1:1) blev udført på tværs af 24 kovariater for at afbalancere demografi, komorbiditeter, medicin og laboratoriedata. Eksponering blev analyseret som en fast behandlingsvariabel defineret ved kohorteindtræden.

Studiets primære udfaldspunkter var VTE-incidens, total dødelighed og brug af antitrombotisk medicin. I alt blev 39.180 voksne med ADPKD identificeret. Efter eksklusion af 480 personer med arvelige trombofilier omfattede kohorterne 1.338 personer behandlet med tolvaptan og 37.362, som ikke havde fået tolvaptan.

Efter 1:1 propensity score-matchning blev 1.333 matchede par analyseret. Analysen viste, at eksponering for tolvaptan var forbundet med en lavere risiko for VTE (2,1 procent mod 3,9 procent; RR 0,538, 95 procent CI 0,342–0,847; p = 0,006) og total dødelighed (1,28 procent mod 3,9 procent; RR 0,327, 95 procent CI 0,190–0,562; p < 0,001).  

Der blev observeret et lavere forbrug af warfarin, aspirin, DOAC, heparin eller enoxaparin hos de personer, der tog tolvaptan (14,8 procent mod 21,4 procent; RR 0,689, 95 procent CI 0,572–0,830; p < 0,001). Undergruppeanalyser viste generelt konsistente retningsbestemte associationer på tværs af flere demografiske kategorier, selvom nogle undergruppeanalyser var begrænset af et lavt antal hændelser.  

I betragtning af det retrospektive observationsdesign og muligheden for resterende konfundering bør studiets fund fortolkes som associative og hypotesegenererende snarere end kausale, understreger forskerne bag studiet. De påpeger, at der er behov for yderligere prospektive studier, der inkorporerer billedbaserede målinger af sygdommens sværhedsgrad.