Morgendagens behandlinger: Har vi kun fået en forsmag på GLP-1-RA’ernes superkræfter?

Siden 2005 har GLP-1-receptoragonister (GLP-1-RA’ere) år for år vundet nyt terapeutisk terræn, og landvindingerne er tilsyneladende langt fra ovre. Tidlige resultater indikerer, at de mulige effekter skyldes GLP-1-RA’eres antiinflammatoriske og immunregulerende egenskaber.

GLP-1-RA’eres evne til at sænke plasma­glukoseniveauet og inducere betydelige vægttab har gjort dem til blockbuster-præparater til behandling af type 2-diabetes og fedme. Mere end 250.000 danskere med type 2-diabetes er i behandling med en GLP-1-RA, og globalt set nærmer tallet sig en halv milliard. Hertil kommer de mange millioner mennesker, der siden 2021 er startet i vægtreducerende GLP-1-baseret behandling.

For nuværende er spotlyset i høj grad rettet mod sidstnævnte, og diskussioner om potentiale og skyggesider ved medicinsk induceret vægttab tager spalteplads. Men lige rundt om hjørnet venter en mulig ny behandlingsrevolution. Tilsyneladende har GLP-1-RA’er positive virkninger, der rækker ud over reduktion i langtidsblodsukkeret og vægttab. Lægemidlerne lader også til at reducere komplikationer til kronisk metabolisk sygdom, og det udvider potentielt lægemidlernes terapeutiske spillebane betydeligt. Ifølge en oversigt fra Reuters, som blev offentliggjort i januar i år, testes GLP-1-RA’er aktuelt inden for en lang række andre sygdomsområder, fra neurodegenerative lidelser over søvnapnø til polycystisk ovariesyndrom (PCOS).

”Der er allerede tidlige tegn på, at GLP-1-RA’er har effekt på sygdomme som Alzheimers, kronisk nyresygdom, lunge-, lever- og hjertesygdom. Det kan heller ikke udelukkes, at stofferne kan bidrage til at forebygge udvalgte kræftsygdomme. Det er rigtig interessant, og det giver håb til patienter med for eksempel neurodegenerative lidelser, som i dag har ganske få effektive behandlingsmuligheder,” siger Allan Arthur Vaag, professor og overlæge ved Steno Diabetes Center Copenhagen med fokus på translationel type 2-diabetesforskning.

Det dér ekstra

I 2008 udgav den amerikanske fødevare- og lægemiddelstyrelse FDA en vejledning, som anbefalede, at alle nye lægemidler til behandling af type 2-diabetes skulle evalueres i såkaldte kardiovaskulære outcome-studier (CVOT). Patienter med type 2-diabetes har forøget risiko for at få en lang række metaboliske komplikationer, herunder komplikationer relateret til hjerte, hjerne, nyrer og øjne.

Oprindeligt var formålet med CVOT’erne således at sikre, at de nye antidiabetiske lægemidler ikke var associeret med en uacceptabel stigning i den kardiovaskulære risiko, men som bekendt endte størstedelen af sikkerhedsstudierne med at demonstrere hjertebeskyttende effekter ved GLP-1-RA’er. En metaanalyse fra 2021, som inkluderede data fra alle CVOT’er, viste, at GLP-1-RA’er reducerede den relative risiko for død og kardiologiske events (MACE) med 14 procent. Analysen viste videre en signifikant reduktion i risikoen for indlæggelse for hjertesvigt med 11 procent.

Resultaterne fra de store CVOT’er kickstartede for alvor interessen for GLP-1-RA’ers terapeutiske potentiale, og de pustede i samme ombæring liv til debatten om, hvorvidt GLP-1-hormonet havde virkningsmekanismer, der rakte ud over blodsukkerkontrol og appetitregulering. Det skete, fordi nogle af de positive fund, der blev observeret i studierne med GLP-1-RA’er, umiddelbart var vanskelige at forklare med afledte effekter af lavere langtidsblodsukre (HbA1c) og vægttab. For eksempel sås forbedringer i den glomulære filtrationshastighed (eGFR) hos nyrepåvirkede patienter med type 2-diabetes, og der var tegn på, at udvalgte GLP-1-RA’er havde en positiv indvirkning på kognitionen.

”I det kardiovaskulære outcome-studie, HARMONY-OUTCOMES, så vi, at GLP-1-receptoragonisten albiglutid havde en positiv effekt på MACE-frekvensen, samtidig med at der ikke kunne vises en effekt på vægten. Siden har man forsøgt at vise, at reduktionen i MACE var relateret til ændringer i blodsukkeret, men det er blevet afvist. Det er et klart tegn på, at der er nogle mekanismer på spil ved GLP-1-RA’erne, som hverken er blodsukker- eller vægttabsdrevne. Og det der ’ekstra’, det bliver der lagt mange kræfter i forstå og udnytte terapeutisk disse dage,” siger Jens Juul Holst, professor på Biomedicinsk Institut ved Københavns Universitet.

Jens Juul Holst har siden begyndelsen af 1970’erne forsket i appetitregulering og tarmhormoners betydning for den glukose­stimulerede insulinsekretion, og i 1986 stod han bag opdagelsen af GLP-1-hormonet i tarmens L-celler.

Mangel på beviser

Én af de teorier, der – især de senere år – har fået en solid portion luft under vingerne, handler om, at GLP-1-RA’er skulle have selvstændige antiinflammatoriske egenskaber, der gør stofferne i stand til at modulere dele af immunsystemet. En simpel søgning på Google viser, at antallet af prækliniske studiepublikationer, hvor man har undersøgt molekylære mekanismer ved GLP-1-RA’er og disse mekanismers potentielle fordele i forhold til at reducere et inflammatorisk respons, er hastigt voksende. 

Et øget inflammatorisk respons spiller en betydende rolle i udviklingen af mange maligne tilstande. Herunder hjertesygdom, men også blandt andet neurodegenerative lidelser, leddegigt, fedtlever og nogle typer af nyre- og tarmsygdomme. Allerede omkring årtusindeskiftet begyndte man så småt at eksperimentere præklinisk med at behandle flere neurodegenerative sygdomme med GLP-1-RA’er. Men det var først med de store CVOT’er, at interessen for at måle antiinflammatoriske effekter ved behandlingen med GLP-1-RA’er rigtig fik flyvehøjde. I LEADER-studiet på liraglutid fra 2016 inkluderede man således for første gang flere inflammationsparametre i målingerne, og det gentog sig i de følgende CVOT’er.

”De antiinflammatoriske effekter kan blandt andet medvirke til at forklare, hvorfor GLP-1’erne har positive effekter på hjerte-kar-sygdom, åreforkalkning og kronisk nyresygdom. De kan i princippet også være positivt medierende i forhold til rigtig mange aldersdegenerative sygdomme,” siger Allan Arthur Vaag.

Flere studier har vist, at behandlingen med GLP-1-receptoranaloger reducerer koncentrationen af C-reaktivt protein (CRP) i blodet. CRP-niveauet stiger ved infektion, og er således indikator for inflammationsniveauet.

”Vi har set nogle klare CRP-reduktioner hos patienter i behandling med semaglutid, og det indikerer, at GLP-1’erne reducerer niveauet af inflammation,” siger Jens Juul Holst.

Men i modsætning til mange andre forskere verden over, der ikke er sene til at konkludere, at GLP-1-RA’er har en selvstændig antiinflammatorisk effekt, så maner Jens Juul Holst til besindighed.

”Jeg mener, at de konklusioner, der drages, generelt er lidt for ukritiske. Forskerne er ’ramt’ af en enestående optimisme og en tendens til at tolke egne data lige lovlig positivt. Når det er sagt, så afviser jeg ikke, at GLP-1’erne kan have en selvstændig antiinflammatorisk effekt – og at det kan være årsagen til nogle af de positive effekter, vi ser på for eksempel hjerte, nyre og kognition. Men vi mangler de endelige beviser,” siger han.

”Vi har for eksempel til gode at se solide studier, hvor patienter med massive CRP-stigninger i blodet oplever markante fald i CRP-niveauerne, efter at det er blevet behandlet med GLP-1’ere. Indtil videre har vi kun set små CRP-reduktioner. Det er lovende, men det er altså ikke nok til, at vi kan sætte to streger under.”

Fedtcellerne udmagres

GLP-1-hormonet frigøres til blodet, når glukose optages i tarmen efter et måltid. Det binder sig hovedsageligt til receptorer på insulinproducerende betaceller i bugspytkirtlen, men det binder ligeledes til andre organer og celletyper, som har GLP-1-receptorer. Intraepiteliale lymfocytter, der er en type af hvide blodlegemer, som er migreret ind i tarmepitelet, udtrykker i høj grad GLP-1-receptorer, hvorfor GLP-1 også binder sig hertil. Når det sker, dæmpes T-cellemedieret inflammation i tarmen. Den del af ’samtalen’ mellem inkretinsystemet og immunsystemet er velunderbygget, men herfra begynder den viden, der findes om sammenhængen mellem GLP-1 og antiinflammation, at blive noget flosset i kanten, vurderer Jens Juul Holst.

”Vi ved, at der er GLP-1-receptorer i blodkar, i endothelceller og så måske også i det cerebrale nervesystem, men indtil nu er det ikke lykkedes at få solid evidens for, at der er GLP-1-receptorer andre centrale steder i immunsystemet. Derfor mener jeg stadig, at det er uvist, om GLP-1 virker systemisk på inflammation. Eller om der snarere er tale om de her mere lokale antiinflammatoriske effekter, som så næppe vil kunne forklare den lange række af organbeskyttende effekter, vi ser,” siger Jens Juul Holst.

Nogle af de studier, som, ifølge Jens Juul Holst, er for usikre til at drage endegyldige konklusioner på baggrund af, tyder på, at GLP-1-hormonet direkte påvirker nogle hvide blodlegemer (makrofager), og at det er derigennem, at en antiinflammatorisk effekt opnås.

”Personligt tror jeg mere på, at reduktionen i inflammationsparametrene er relateret til en indirekte effekt af tab af fedtmasse, og/eller et mindre niveau af cirkulerende insulin døgnet igennem. Det sidste kan virke noget overraskende, blandt andet fordi GLP-1-sek­retion jo øger insulindannelsen i bugspytkirtlen. Men efter længere tids behandling med GLP-1’ere ser vi, at døgnniveauet af insulin i blodet falder som en følge af, at blodsukkeret og kropsvægten falder,” siger Allan Arthur Vaag.

Jens Juul Holst er enig i, at en betydelig del af de inflammationsdæmpende effekter, der optræder i relation til behandling med GLP-1-RA’er, kan forklares med det vægttab, patienterne oplever. Det er veldokumenteret, at en ophobning af fedt i vævet giver sig udslag i en inflammatorisk reaktion i det påvirkede væv, som blandt andet kan måles i form af en øget udskillelse af cytokiner.

”Det er nærliggende at tænke, at det er vævsinflammationen, der forårsager de let forhøjede CRP-niveauer i blodet, og når patienterne taber sig, så falder CRP-niveauerne tilsvarende. Så den positive CRP-effekt kan være en følge af, at fedtcellerne udmagres. Men igen: Der kan sagtens være mere end det. Vi ved det ikke med sikkerhed endnu,” siger Jens Juul Holst.

Vægttab til debat

Andre danske eksperter er mindre sikre på, at vægttabet i sig selv er den overvejende forklaring på de positive organbeskyttende effekter, der ses ved behandlingen med GLP-1-RA’er. 

I november sidste år blev de første resultater fra det store randomiserede fase III-studie SELECT publiceret i The New England Journal of Medicine (NEJM). Studiet inkluderede 17.600 personer med et BMI over 27 uden diabetes og et HbA1c, der lå inden for normalen, men med tidlige tegn på hjertesygdom. Patienterne blev randomiseret til semaglutid 2,4 mg eller placebo.

I modsætning til tidligere vægttabsstudier (for eksempel STEP-studierne) blev GLP-1-RA-behandlingen ikke suppleret med livsstilsinterventioner. Efter en median opfølgning på godt tre år viste resultaterne, at personerne i semaglutid-armen havde 20 procent lavere risiko for MACE sammenlignet med kontrolarmen. Data viste endvidere, at personerne i semaglutid-armen i gennemsnit havde tabt 9,39 procent af deres kropsvægt, mens tallet lå på 0,88 procent i kontrolarmen.

Kort efter publikationen i NEJM udtalte flere danske eksperter sig om resultatet til Endokrinologisk Tidsskrift, blandt andet Sten Madsbad, klinisk professor og overlæge på Endokrinologisk Afdeling ved Hvidovre Hospital. Han vurderede, at det ikke primært kunne være vægttabet, der drev den forebyggende effekt af semaglutid.

”Når vægttabet ikke er større, så forventer jeg ikke, at det kan være årsagen til en så stor effekt. Der må ligge nogle andre mekanismer bag,” sagde han dengang.

Samme ’misforhold’ mellem vægttab og hjertebeskyttende effekt ses i et studie fra 2016, hvor patienter med type 2-diabetes i behandling med 1 mg semaglutid opnåede en reduktion i risikoen for MACE på 26 procent, mens vægttabet gennemsnitligt lå på seks procent.

”Det er uklart, hvad der driver effekten. Spørgsmålet er, om det en kombination af en række ting. Man kan blandt andet se, at CRP falder i semaglutid-gruppen, så spørgsmålet er, om den antiinflammatoriske effekt af GLP-1-behandling har en væsentlig betydning,” udtalte Kenneth Egstrup, klinisk professor og overlæge på Kardiologisk Afdeling  ved Odense Universitetshospital i samme artikel.

NEJM stiller i en editorial omhandlede resultaterne fra SELECT ligeledes spørgsmål ved, om den store effekt på MACE kan relateres til en antiinflammatorisk virkning af semaglutid, og der efterlyses en analyse, som kan klargøre, hvorvidt den hjertebeskyttende effekt er korreleret med vægttab eller ej.

Ukendt system

Data fra SELECT er langt fra færdige med at blive analyseret. Et af de andre parametre, der er målt på i studiet, er patienternes risiko for at udvikle demens. Disse resultater er endnu ikke publiceret, men data fra tidligere mindre studier har indikeret, at GLP-1-RA påvirker hjernen positivt. En meta-analyse fra 2022 viste således, at GLP-1-RA signifikant forbedrede den generelle kognitive funktion hos patienter med type 2-diabetes >65 år, som ikke havde kardio- og cerebro­vaskulær sygdom.

”Vi ser de her gunstige effekter på kognition, og tegn på, at GLP-1’erne reducerer frekvensen af demens og andre neurodegenerative lidelser. Det kan være drevet af en selvstændig antiinflammatorisk effekt, men der kan lige så vel være tale om en virkning på blodkarrene,” siger Jens Juul Holst.

”Vi ved, at GLP-1 påvirker blodkarsystemet meget positivt. Patienter med metabolisk sygdom opnår en bedre funktion af de blodkar, som er blevet beskadiget. Det ligger lige til højrebenet at forestille sig, at forbedringer i karsystemet har gode effekter på både centralnervesystemet, nyrerne og hjertet. Det bliver vildt interessant at følge forskningen på det område nærmere.”

Syv procent af patienter med type 2-diabetes har haft en blodprop i hjernen på diagnosetidspunktet, hvilket i værste fald kan lede til invaliderende stroke eller dødsfald. Stroke kan give skader på hjernen, og medføre kognitive udfordringer. 10 til 15 procent af alle demensdiagnoser i Danmark har sit udspring i en type 2-diabetesdiagnose, og risikoen for at udvikle en demenssygdom er omtrent fordoblet hos personer med type 2-diabetes.

Novo Nordisk kører aktuelt to store fase III-studier, hvor GLP-RAs undersøges som behandling til patienter med tidlig demens og Alzheimers sygdom, og de første resultater forventes allerede i 2025.

Bedre omsætning af sukker

Et af de steder, hvor man har forsket en del i GLP-1-RA’er (og andre antidiabetiske lægemidlers) forebyggende effekter på centralnervesystemet, er på SDCC. Og mere præcist på den afdeling, der hedder Steno Diabetes Neuro Unit. I epidemiologiske studier har man vist, at patienter med type 2-diabetes, som behandles med GLP-1-RA’er (eller SGLT-2-hæmmere) har en mindre risiko for demens samt for at få et alvorligt forløb efter stroke. Andre studier har vist, at GLP-1-RA’er muligvis kan dæmme op for udvikling af vaskulær demens, Alzheimers sygdom og Parkinsons sygdom.

”Alzheimers og Parkinsons klassificeres som neuro-inflammatoriske sygdomme, og derfor er det nærliggende at tænke, at den positive effekt, der ses ved behandling med de nye antidiabetiske lægemidler, må være en følge af, at behandlingerne har en antiinflammatorisk effekt. Der er da også en hel del muse- og rotteforsøg, der viser, at lægemidlerne hæmmer en række inflammationsmarkører. Der findes dog nærmest ingen studier i mennesker, som kan bekræfte fundene. Så vi skal være påpasselige med at drage forhastede konklusioner,” siger Jørgen Rungby, klinisk professor og overlæge på SDCC.

Han har været involveret i forskning i neurologiske komplikationer ved type 2-diabetes de sidste mange år. De første indikationer på, at GLP-1-hormonet havde en hjernebeskyttende effekt, så man allerede forud for, at patienter med type 2-diabetes fik adgang til GLP-1-RA’er (og SGLT2-hæmmere) for snart 20 år siden.

”Vi har undersøgt og vist, at GLP-1-hormonet påvirker hjernens måde at omsætte sukker på. Vi har vist, at hormonet har en slags homøostase-effekt: Er der for meget sukker til stede i hjernen, så nedregulerer GLP-1 sukkeromsætningen, og er der for lidt sukker til stede i hjernen, så sker det modsatte,” siger Jørgen Rungby.     

Efter tilkomsten af GLP-1’erne har Jørgen Rungby og hans kollegaer set på, hvordan GLP-1-RA’en liraglutid påvirkede sukkeromsætningen i hjernen hos Alzheimers-patienter med fremskreden sygdom. Og her kunne de påvise det samme: Patienter i behandling med liraglutid bevarede evnen til at omsætte sukker – i hvert fald i de seks måneder studiet varede. Aktuelt afprøves GLP-1-RA-behandling i et stort fase III-setup til patienter med tidlig Alzheimers sygdom.

”Om effekten af GLP-1’ere i neuro-inflammatoriske sygdomme kan relateres til en antiinflammatorisk effekt ved lægemidlerne, det ved vi ikke. Jeg afviser ikke, at et fald i inflammationsniveauet kan betyde, at sukkeret transporteres lettere ind i nervecellerne, eller at nervecellerne bedre omsætter sukkeret. Men umiddelbart tror vi mest på, at GLP-1-hormonet virker i hjernen ved at påvirke nogle af de enzymatiske processer, der er ansvarlige for transport af sukker ind i nervecellerne. Det har vi flest data, der tyder på,” siger Jørgen Rungby.

Et muligt gennembrud

Én af de anerkendte forskere, der over årene har brugt tid og kræfter på at afdække en mulig sammenhæng mellem GLP-1-sekretion, immunmodulation og antiinflammation, er den canadiske endokrinolog professor Daniel Drucker. Han var i januar i år sidsteforfatter på en artikel publiceret i tidsskriftet Cell Metabolism. Heri præsenterede han en opdagelse, der har vakt stor interesse verden over. Artiklen afdækker tilstedeværelsen af et såkaldt tarm-hjerne-immun-netværk, der påvirker niveauet af inflammation i kroppen, og som har en betydning for organernes sundhedstilstand.

”Daniel Drucker er én af dem, der virkelig har arbejdet seriøst og uhyre grundigt med det her område. De nye fund, han har gjort, viser, at der findes centrale neuronale GLP-1-receptorer i hjernen, der har betydning for niveauet af inflammation i kroppen. Det er vældig interessant,” siger Jens Juul Holst.

Kort fortalt viser forskningen, at aktivering af GLP-1-receptorer reducerer niveauet af TNF-α i blodet. TNF-α er et cytokin, der spiller en central rolle i kroppens inflammatoriske respons, og en dysregulering af TNF-α kan være associeret med forskellige inflammatoriske – og autoimmune sygdomme. Reduktionen af TNF-α sker ikke via GLP-1-receptorer i hæmatopoietiske celler eller endoteliale lymfocytter, som man ellers hidtil har antaget, men derimod via GLP-1-receptorer i den centrale del af hjernen. I studiet konkluderes det, at fundene understøtter og udvider den allerede eksisterende viden om et hjerne-immun-netværk samt udbygger denne viden med teorien om tilstedeværelsen af et tarm-hjerne-immun-netværk, der spiller en rolle for nedregulering af perifer inflammation.

”Fundene viser for første gang, at der findes en GLP-1-hjerne-immun-akse, der kontrollerer inflammation i hele kroppen uafhængig af vægttab, selv i perifere organer, som mangler GLP-1-receptorer,” udtalte Daniel Drucker i en artikel om studiet på University of Torontos hjemmeside.

Han arbejder sammen med resten af sit team på at forsøge at udpege de celler i hjernen, der interagerer med GLP-1. Derudover studerer de også en række forskellige inflammationsmodeller i mus med det formål at afdække, hvorvidt de mulige effekter af GLP-1 er medieret via receptorer i hjernen. De undersøger blandt andet modeller for hjertesygdom, åreforkalkning, lever- og nyreinflammation.

”Hidtil har forskningen fokuseret meget på for eksempel interleukiner og immunceller, men Daniel Druckers fund åbner op for en helt ny indgang til forskningsfeltet. Mon ikke vi kommer til at se meget mere forskning på det her område i årene, der kommer. Det lader til at være et gennembrud,” siger Jens Juul Holst. 

Testes inden for flere sygdomsområder

Kronisk nyresygdom

Den langtidsvirkende GIP/GLP-1-RA tirzepatid undersøges som behandling til patienter med svær overvægt og kronisk nyresygdom i fase III-studiet TREASURE-CKD. Halvdelen af patienterne i studiet har type 2-diabetes, mens de resterende ikke har. Studiet skal efter planen inkludere 140 patienter.

Kardiovaskulær sygdom

Tirzepatid testes også som behandling til patienter med hjertesvigt med bevaret pumpefunktion og svær overvægt i fase III-studiet SUMMIT. Det skal efter planen inkludere 700 patienter. Inklusionen forventes at være gennemført allerede i juli i år. 

Forskere fra det kinesiske universitet i Hong Kong undersøger GLP-1-RA’en semaglutid sammen med endovaskulær behandling (EVT) som behandling til patienter med stroke forårsaget af blokering af store blodkar til hjernen i fase II-studiet GALLOP. Behandlingen sammenlignes med standardterapi. Studiet skal efter planen inkludere 140 patienter.

Neurologiske sygdomme

Forskere fra Dansk Hovedpine Center ved Rigshospitalet undersøger semaglutid i kombination med en lavkaloriediæt som behandling til nydiagnosticeret idiopatisk intrakraniel hypertension (IIH). IIH er en relativt sjælden sygdom, som hovedsageligt rammer yngre overvægtige kvinder. Sygdommen er karakteristeret ved forhøjet væsketryk i kraniet. Studiet er et fase IV-studie, og planen er, at det skal inkludere 50 patienter inden 2025.

Semaglutid testes som behandling til patienter med tidlig Alzheimers sygdom i det stort anlagte placebokontrollerede fase III-studie EVOKE. Studiet skal efter planen inkludere 1.840 patienter, og det forventes, at inklusionen afsluttes i begyndelsen af 2025.

GLP-1-RA’en lixisenatid testes som behandling til patienter med tidlig Parkinsons sygdom i tillæg til etablerede anti-Parkinsons lægemidler i fase II-studiet LixiPark. Studiet har inkluderet 156 patienter, og tidlige data viser, at behandlingen lader til at bremse progressionen af motoriske symptomer hos patienterne. Studiet forventes at rapportere flere data i løbet af 2024.

Leversygdom

Semaglutid undersøges som behandling til patienter med non-alkoholisk steatohepatitis (NASH) i fase III-studiet ESSENCE. NASH er en form for non-alkoholisk fedtleversygdom, der typisk er ledsaget af inflammation i levervævet. Studiet skal efter planen inkludere 1.200 patienter inden 2028 (7). Tirzepatid testes ligeledes som behandling mod NASH i fase II-studiet SYNERGY-NASH, som kommer til at inkludere 196 patienter.

Søvnapnø

Tirzepatid testes som behandling til patienter med obstruktiv søvnapnø og svær overvægt i fase III-studiet SURMOUNT-OSA. Studiet inkluderer både patienter, som anvender respiratoriske remedier til at holde luftvejene åbne under søvn. og patienter, som ikke gør brug af sådanne remedier. Studiet forventes at inkludere 469 patienter.

Et pilotstudie finansieret af Cincinnati Children’s Hospitals forskningsfond har vist, at GLP-1-RA’en liraglutid formåede at reducere alvorligheden af søvnapnø hos 12 ud af 18 voksne patienter uden type 2-diabetes.

Degenerativ ledsygdom

Den eksperimentelle GLP-1-RA retatrutid undersøges i fase III-studiet TRIUMPH-4 som behandling til overvægtige eller svært overvægtige patienter med slidgigt i knæet. Studiet er åbent for inklusion, og det skal efter planen inkludere op til 405 patienter.

Alkoholafhængighed

Forskere fra Psykiatrisk Center Rigshospitalet undersøger, hvorvidt behandling med semaglutid kan bidrage til at reducere alkoholindtaget hos patienter med alkoholafhængighed og svær overvægt i fase II-studiet SEMALCO. Studiet forventes at inkludere 108 patienter.

Artiklen er først udgivet i Medicinske Tidsskrifters trykte specialist-magasin fra marts 2024.