Fingerpriktest er effektiv til hjemmemonitorering af nyretransplanterede
Nyretransplanterede kan lige så godt måle deres egne blodværdier i hjemmet i stedet for at komme ind på sygehuset, viser norsk studie.
Universitetshospitalet i Oslo har afprøvet en metode til hjemmemonitorering af nyretransplanterede, der både er en fordel for patienterne og samtidig har potentiale til at spare ressourcer i sundhedsvæsenet. Nu har de samlet deres erfaringer i en videnskabelig artikel i British Journal of Clinical Pharmacology og skal snart i gang med at udrulle metoden i den kliniske hverdag.
I Norge er Oslo universitetssykehus det eneste hospital, hvor der foretages nyretransplantationer – omkring 250 om året. Derfor er det almindeligt, at de norske transplantationspatienter må rejse ganske langt – både for at få foretaget selve transplantationen, men også for de efterfølgende kontroller, hvor transporttiden ofte er flere timer, selv om den foregår på et regionalt hospital.
”Norge er et langt land og måden, transplantationsvirksomheden er tilrettelagt på, gør Norge til et ideelt område til at afprøve hjemmetest,”, siger Karsten Midtvedt, der er nefrolog og arbejder ved transplantationscenteret på Oslo universitetssykehus.
”Alle patienterne opholder sig otte uger efter transplantationen i Oslo for opfølgning og tæt monitorering. Denne tid kan bruges til den nødvendige oplæring i at tage hjemmetest. Når de så rejser hjem, kan de metoden, og hvis den lokale læge ønsker at benytte det, så er tærsklen lav”.
Målte tre blodværdier
I studiet om hjemmemonitorering indgår 25 nyretransplanterede patienter over 18 år, der i perioden januar til juni 2022 har afprøvet metoden med fingerpriktest i hjemmet for at måle deres egne blodværdier. Desuden har yderligere 12 patienter efterfølgende deltaget i et valideringsstudie.
Patienterne fik valget mellem to forskellige typer apparater til fingerpriktest og fik en grundig oplæring i at bruge apparatet og registrere oplysninger om prøvetagningen. Det skete i den periode, hvor de var indlagt efter nyretransplantationen. Tre forskellige situationer for fingerprik-testning blev undersøgt: Fingerpriktest udført af sundhedspersonalet, fingerpriktest udført af patienten under tilsyn af sundhedspersonale og til sidst fingerpriktest udført af patienten selv uden tilsyn. I sidstnævnte situation opholdt patienten sig på patienthotellet.
Den lille bloddråbe fra fingerpriktesten sendte de til laboratoriet på hospitalet, som analyserede prøven og sendte besked til transplantationscenteret. De målte værdier var henholdsvis hæmoglobin, kreatinin og niveauet af tacrolimus – et immundæmpende lægemiddel, der er hyppigt anvendt til nyretransplanterede.
”Vores resultater viste, at fingerpriktest udført af patienten selv er af lige så god kvalitet, som hvis patienten kom ind på et hospital og fik foretaget venøs blodprøvetagning,” siger Nils Tore Vethe, der er førsteforfatter på studiet. Han er sektionsleder på den klinisk farmakologiske afdeling på Oslo universitetssykehus.
Flest fordele for patienten
Metoden har vist sig at have flere fordele for patienterne, der som nyretransplanterede må indstille sig på at skulle have en livslang og tæt kontakt til sundhedsvæsenet med jævnlige kontrolbesøg.
”Fingerpriktest taget af patienten selv er en fleksibel og tidsbesparende metode til prøvetagning, men det er vigtigt at få oplært patienterne i metoden først. Metoden giver også mulighed for at optimere den individuelle dosis af tacrolimus, fordi man kan bede patienten om at tage flere blodprøver i løbet af en dag. Dermed får man et bedre mål for den totale lægemiddeleksponering gennem dosisintervallet. Og ved at tage dette i brug håber vi at kunne reducere forekomsten af afstødningsperioder yderligere, siger Niels Tore.
Fingerpriktest i hjemmet reducerer også udgifterne til sundhedsvæsenet, fordi patienterne ikke skal have en tid til prøvetagning på hospitalet.
”Men samtidig har vi også brugt ressourcer på at oplære patienterne og have en koordinerende funktion på hospitalet, der kan tage sig af drift og udvikling af arbejdet ved hjemmetest, så ressourceforbruget er vanskeligt at opgøre direkte”.
Det er også en udfordring, at transport af prøverne fra hjemmene til hospitalet ikke er helt optimal. Det ordinære postsystem tager normalt nogle dage, og der er høje omkostninger forbundet ved at bruge hurtige budtjenester. Dette problem mangler der stadig at blive fundet en god løsning på.
Implementering på vej
I løbet af de næste måneder vil Oslo universitetssykehus udrulle metoden i klinisk praksis til udvalgte grupper. Blandt andet i de afsidesliggende egne i Norge og blandt unge transplantationspatienter. Planen er desuden, at flere norske hospitaler med tiden skal få mulighed for at afprøve konceptet.
”Senere vil man også kunne koble flere analyser på fingerpriktesten, for eksempel hæmatokritværdien eller en analyse af de immundæmpende lægemidler cyclosporin, everolimus, sirolimus og mycophenolat”.
Ifølge Niels Tore Vethe er Norge et af de første steder i verden, hvor man har afprøvet et system for fingerpriktest til hjemmemonitorering af nyretransplanterede. Tidligere har deres forskningsgruppe vist, at fingerpriktest til måling af tacrolimus-værdier kan sendes med posten til hospitalet og stadig give et tilfredsstillende analysesvar.
”Jeg tror også, at metoden har potentiale til at kunne anvendes andre steder i sundhedsvæsenet. Blandt andet ved andre former for transplantationer,” siger Nils Tore.