”Resultaterne viser, at jo varmere et sted, du bor, desto hurtigere taber du nyrefunktion. Det kunne vi vise for patienter over hele verden og over en periode på to år, som var den gennemsnitlige undersøgelsestid for en patient i studiet,” siger Peter Rossing.
Global opvarmning ser ud til at forværre kronisk nyresygdom
Personer med kronisk nyresygdom får en hurtigere forværring af deres sygdom, hvis de bor i et varmt klima, viser post-hoc analyse af internationalt studie med dansk deltagelse.
Post-hoc analysen er lavet på data fra det store fase III-studie DAPA-CKD, og er publiceret i Lancet Planet Health.
Forskerne indhentede oplysninger om temperaturen på de steder, hvor forsøgspersonerne i DAPA-CKD-studiet boede, og konstruerede derpå et varmeindeks, som de brugte som et udtryk for varmepåvirkningen af den enkelte patient. Det gav dem data om klima og eGFR på lidt over 4.000 patienter i 21 lande – fra Nord-og Sydamerika, Europa, Asien og Fjernøsten.
”Resultaterne viser, at jo varmere et sted, du bor, desto hurtigere taber du nyrefunktion. Det kunne vi vise for patienter over hele verden og over en periode på to år, som var den gennemsnitlige undersøgelsestid for en patient i studiet,” siger Peter Rossing, der er forskningsleder og professor på Steno Diabetes Center Copenhagen og har været med til at lave DAPA-CKD-studiet og den nye analyse.
Mere præcist regnede forskerne sig frem til, at en patient med kronisk nyresygdom i et meget varmt klima med en eGFR på 45 ml/min/1,73 m2 tabte 3,7 ml/min/1,73 m2 mere i eGFR-funktion på et år end en patient, der boede i et tempereret klima.
”Vores resultater er et mindre, men vigtigt bidrag til klimadebatten. Nyresygdomme er et voksende problem i disse år. Det kan skyldes, at flere personer lever med forhøjet blodtryk, overvægt og diabetes. Men det kunne også skyldes den stigende temperatur.”
Lokale strategier er nødvendige
Forskerne bag artiklen argumenterer desuden for, at man lokalt bør lave strategier og tage initiativer for at undgå voldsom varmepåvirkning af kronisk nyresyge, fordi det kan forhindre forværring af sygdommen. Det kan man for eksempel gøre ved at drikke rigeligt med væske i varme omgivelser og forsøge at begrænse den tid, man opholder sig i varmen – både på arbejdet og privat.
”Der vurderes at være 800 millioner mennesker i verden med kronisk nyresygdom. Så hvis en del af dem skal i dialyse eller ikke kan arbejde på grund af forværring af deres sygdom, så kan det blive et økonomisk problem.”
Samarbejde med klimafolk
Artiklen i Lancet Planet Health er en såkaldt post-hoc analyse af DAPA-CKD studiet. Dette studie var oprindelig designet til at måle effekten af SGLT2-hæmmeren Forxiga (dapagliflozin) på patienter med kronisk nyresygdom. Men da studiet har rekrutteret deltagere fra klimamæssigt meget forskellige dele af verden og samtidig indeholder udførlige oplysninger om patienternes sundhedstilstand, er de samme data i denne artikel blevet brugt til at analysere effekten af den omgivende temperatur på udvikling af kronisk nyresygdom.
Det er sket i et samarbejde med den britiske forsker Ben Caplin, som har interesseret sig for området med klimapåvirkning og nyresygdomme i en årrække.
Mindre problem i Danmark
I DAPA-CKD studiet indgår der også danske patienter. Men da antallet af ekstremt varme dage i Danmark er meget begrænset, er det ikke de danske patienter i studiet, der oftest har oplevet effekten af massiv varme på deres sygdom.
Det billede bekræftes også af overlæge og professor My Svensson fra Nyremedicinsk Afdeling på Aalborg Universitetshospital.
”Det er ikke så tit, at vi oplever de meget høje temperaturer herhjemme. Men varmen kan blive et problem for vores patienter, hvis de ikke får drukket nok og samtidig tager vanddrivende medicin. En del af vores patienter er også på væskerestriktion, og så er det vigtigt alligevel at få mindet dem om at drikke nok på varme dage,” siger My Svensson.
Europæisk alliance tager initiativ
Men uanset de kølige temperaturer på vores breddegrader, så mener My Svensson, at artiklen fra DAPA-CKD studiet kan være med til at starte en debat om, hvordan klimaforandringer kan påvirke udviklingen af sygdomme.
”For eksempel kan vi se, at varmere klima nu har betydet, at vi har fået malaria og dengue-feber helt op til Frankrig. Og klimapåvirkning af sygdomme vil helt sikkert være et område, som vi kommer til at snakke mere om i fremtiden.”
Internationalt set er interessen omkring nyresygdomme og klima- og miljøpåvirkninger allerede vakt. Blandt andet findes interesseorganisationen European Kidney Health Alliance, der arbejder med området. De stod i 2023 bag en review-artikel i Nephrology Dialysis Transplantation, hvor en tværfaglig gruppe af sundhedsprofessionelle og patienter inden for nefrologien er gået sammen om at opliste de mange miljømæssige udfordringer og potentielle løsninger, som specialet står over for – både når det drejer sig om udviklingen af nyresygdomme og behandlingen af dem.
Der er endnu ingen danske medlemmer af European Kidney Health Alliance, men My Svensson, som sidder i bestyrelsen for Dansk Nefrologisk Selskab, forventer, at selskabet snart vil melde sig ind.